|
Præsentation af projektet Mennesker får det godt af at være sammen med dyr, og den positive effekt af dette samvær anvendes af en række behandlere, der bruger kontakten til dyr som del af et behandlingsforløb. På trods af at denne terapiform allerede er forholdsvis udbredt, er det ikke klarlagt og dokumenteret, hvad det helt præcist er ved kontakten med dyr, der har en effekt. På nuværende tidspunkt er det dokumenteret, at fysisk berøring fra et andet individ stimulerer kroppen til at frigive endorfiner. Man har erfaring med, at følelsen af ansvar og kontrol samt kontakt til dyr giver selvtillid og højere selvværd og at der knyttes sociale bånd mellem dyr og menneske. Formålet med dette projekt er at give grobund for et nyt forskningsfelt, hvor samspillet mellem dyr og menneske i en behandler-/terapisituation vil være det primære fokus. Projektets målgruppe er alle deltagere i terapi. Vidensbaseret dokumentation for en virkning kan optimere effekten for patientgruppen, velfærden for dyrene samt give input til behandlere, der arbejder med dyr som terapi og dermed forbedre, forfine og målrette behandlingen. Vi vil via projektet også skabe bedre rammer for andre forskere, der arbejder med krydsfeltet mellem dyr og menneskers adfærd, både adfærdsforskere, psykologer og psykiatere. Hvis du selv er behandler eller har anden praktisk erfaring med anvendelse af dyr som terapi, vil vi meget gerne i kontakt med dig. Her kan du hente et skema, hvor du kan indtaste din baggrund, erfaring etc. Mail venligst skemaet til Karen.thodberg@agrsci.dk |
| Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Blichers Allé 20, Postboks 50, 8830 Tjele Tel: +45 8999 1900 E-mail:DJF@agrsci.dk CVR-Nummer: 57607556 EAN numre | |